Spørgsmål og svar

Før det hele bliver meget kompliceret, så husk at du altid kan stille mig et spørgsmål. Læs her hvordan du kan kontakte mig. Jeg har også lavet en side med svarene på de spørgsmål som jeg mest bliver spurgt om. Find den her.

Og så er det ellers tid til at komme igang 🙂

Det korte af det lange

Jeg er en kvinde. Min historie handler om, hvordan jeg kom frem til det, og den efterfølgende proces. Historien på den her del af siden slutter nedre kirurgi er til ende, men fortsætter formelt resten af livet.

Herunder er en lille billedekarrusel. Den viser den første transformation, som jeg skal igennem for at få et kvindeligt udseende. Det første billede er, som jeg reelt ser ud i Juni 2015. Det andet er, hvordan jeg håber at kunne se ud inden længe(måneder). Denne transformation håber jeg at kunne opnå udelukkende vha. mig selv og min frisør – og så måske med lidt tips fra andre. Bagefter følger så en række mere vidtgående ændringer som i princippet er mere vigtige. Dem skal jeg bruge hjælp til fra lægerne. Kun med lægernes hjælp kan jeg helt få styr på den uoverensstemmelse der i øjeblikket er, imellem kvinden jeg føler mig som inden i og mit mandelige ydre.

This slideshow requires JavaScript.

 

Min barndom

Jeg har selvfølgelig altid været en pige. Indtil puberteten var jeg dog slet ikke bevidst om, at jeg var noget særligt. Der er umiddelbart heller ingen i familien der har bemærket noget anderledes ved mig, som på det tidspunkt kunne lede i retning af, at jeg var en pige.

Konklusionen på min barndom må være, at ens rigtige kønsidentitet kan lægge for dybt begravet. Uden den rette stimulation risikerer man, at det ikke kommer frem. Det sker sandsynligvis fordi barnet er på et tidspunkt i livet, hvor vedkommende ikke selv er i stand til at kommunikere det ud. Det er et godt spørgsmål hvad den rette stimulation ville havde været. Jeg tror ikke nogen vidste det dengang, og der skulle nok meget til i mit tilfælde.

Jeg bliver hele tiden klogere på min situation. Så en dag håber jeg da også at sidde inde med den viden, der kunne havde hjulpet mig og mine forældre til at undgå at mit forløb forgik på den her måde.

Teenageårene

I puberteten bliver det hele lidt tåget ifb. med mit køn, min kønsidentitet og min seksualitet. I starten tror jeg bare, at jeg følte mig anderledes. Men det var uden at kunne beskrive det.

På et tidspunkt fik jeg interessen for det kvindelige udseende. Jeg studerede dem i skjul i tøjblade o.lign. Jeg misundte dem, at de kunne se ud, som de kunne.

På et senere tidspunkt så jeg en kontaktannonce i en avis for en transkønnet kvinde. Det var det, der fik mine øjne op for, at mænd kunne ønske at se ud som kvinder. Dengang forstod jeg helt klar ikke, at hun blot var en kvinde der ønskede at se ud som en kvinde. Efterfølgende begyndte jeg så, at eksperimentere med min krop, som var den en kvindekrop. Men det var jo med resten af familien lige om hjørnet, så det var på den måde nogle meget stressende eksperimenter. Jeg gjorde rigtigt meget ud af at skjule dem, så det undre mig ikke, at resten af familien ikke opdagede noget.

Tiden i folkeskolen var fyldt med en del mobning. Jeg forstår ikke helt hvad jeg blev mobbet for. Måske fordi jeg var høj og spinkel – og måske lidt mere eftertænksom/langsom. Det fik mig til at føle mig svag imellem de andre drenge. Løsningen på mobningen var nogenlunde, at jeg fik interessen for computere. Jeg fik hurtigt noget, som jeg kunne skille mig positivt ud med blandt de andre drenge. Det fik mig til, at bekymre mig mindre om, at jeg var anderledes på andre punkter.

Jeg tror desværre min pubertet sluttede med, at jeg opgav at finde min kønsidentitet. Det var for smertefuldt at bearbejde. Så jeg smed nøglen langt væk….og ledte så ellers efter den HVER eneste dag derefter. Det skete når jeg ikke var: I skole, på arbejde, sammen med familien, arbejdede hjemme eller på anden måde forsøgte at fortrænge det. Sandsynligvis kunne jeg ikke nøjes med det. Så hvis man nogle gange har set mig som en stille person, er det nok, fordi jeg for mange gange har siddet med det her i tankerne – og ikke har kunnet koncentrere mig om at være til stede.

Livet med det igennem årene

At min kønsidentitet skulle være en kvindes – blev, siden jeg afsluttede puberteten, overladt til at være en fantasi. Jeg identificerede mig ikke med at være en kvinde, som jeg gør i dag, men med at være noget midt imellem: Et intetkøn. Noget som dog konstant var på vej i en uroligt skiftende retning. Det var noget, jeg skulle eksperimentere med resten af mit liv, uden at mine nærmeste kendte til det. Jeg kunne dog ikke se mig selv nå endestationen i nogle af retningerne. Der var for langt til begge ender. Faktisk følte jeg, at jeg var en fejl, og havde svært ved at se mig selv få børn. Jeg var bange for, at en af dem blev ligesom mig. Det var en konklusion, jeg ret hurtigt kom frem til efter min pubertet.

Det var en hård konklusion, som tvang mig ud i en krig imellem mit indre. Kærlighedslivet gik ret hurtigt ned med flaget. Arbejdsliv, familieliv og privatliv kæmpede en kamp imellem hinanden hver dag i mange år. Succes i arbejdsliv og familieliv fik mig til at holde problemerne i privatlivet nede. Men de stærkeste kræfter lå i sidste ende i mit privatliv. Jeg kunne nok så meget planlægge mit arbejde og familieliv. Disse planer blev altid ødelagt. Min fokus var et andet sted, som nemt – pludselig, kunne tage en ordentlig bid af min tid. År for år var det privatlivet der blev stærkere og stærkere.

Løbende gjorde den teknologiske udvikling, at jeg fik nemmere til at gøre fantasien i privatlivet til virkelighed. Jeg kunne dog først – helt i skjul – eksperimentere med at afprøve dametøj, da pakkeboksen blev lanceret af Postdanmark. Det skete ret sent i mit liv. Dette gjorde selvfølgelig bare de mørke kræfter i mit privatliv meget stærkere. I øvrigt var det som regel mest omkring jul, at jeg eksperimenterede. Det var her, at man kunne skjule sine tøjindkøb lidt. Det var også her jeg følte mig mest ensom. Jeg håbede at komme videre i livet, hvis det her lykkedes.

Hvert år var eksperimenterne skuffende. Jeg havde virkeligt svært ved at se mig selv i kvindetøj. Stort set alt det købte tøj blev derfor kun afprøvet i få minutter. Derfor gik der som regel mange måneder imellem, at jeg købte tøj. Som regel gik der ½ til et helt år. Jeg frygtede jo at blive skuffet igen. Alligevel blev jeg desperat ved. Hvert år var jeg godt drevet af bl.a. den her ensomhed, som jeg ind imellem følte.

Mit liv stod og faldt mere og mere med, om jeg kunne formå at gøre fantasien til virkelighed.

Jeg tog mig dertil mindre og mindre af min krop. Det gjorde det ikke nemmere. Mit overforbrug af Coca Cola var et meget godt billede på dette. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over, ofte, at drikke 3 liter om dagen. Jævnligt tænkte jeg, at jeg nok ville dø af det en dag. Reelt opgav jeg dog at kæmpe for livet. Så i princippet gjorde jeg stille og roligt selvmord. Som sagt tidligere, mente jeg jo også, at jeg var en fejl.

2014 – afslutningen på mit forrige liv

Dette års forsøg, på at gøre fantasien til virkelighed, var at investere i et par dyre brystproteser. Dertil købte jeg en masse tøj, makeup osv.

Det viste sig dog hurtigt, at pengene var spildte igen – måske! Det ledte i hvert tilfælde til en vigtig beslutning. Problemet var, at jeg fortsat ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle få det hele til at fungere. Hvordan skulle: Kompliceret makeup, dårlige parykker, kunstige bryster og nogenlunde passende tøj, få en velfed mand til rigtigt at ligne en kvinde? Jeg havde ikke fantasi til at se det. I desperation, måtte jeg finde på et eller andet, som hurtigt kunne overbevise mig om opskriften til det.

Dertil fandt jeg en online service på adressen www.taaz.com. Her kunne man lægge et portrætbillede op af sig selv, og så faktisk – lynhurtigt – få påført en perfekt-siddende paryk. Det samme kunne man gøre med makeuppen. Resultatet var så overbevisende, at jeg var fuldstændig lamslået selv. Det skal selvfølgelig ses ift. hvordan jeg så mig selv dengang.

Dette gav mig modet til at oprette en datingannonce online med dette portrætbillede som profilbillede. For første gang var profilen med en profiltekst som var meget tæt på sandheden. Det gode ved billedet var, at det jo reelt var mig. Derudover kunne man ikke spore det til min biologiske facebookprofil. Det var noget af det jeg frygtede mest.

Reaktionen på billedet fra de andre brugere var ligeledes lamslående for mig. Jeg blev blev kaldt “smuk” af flere. Min egen reaktion på disse beskeder var nok lige så overraskende. Jeg havde igennem tiden haft flere profiler i online forums relateret til det at være transkønnet. Jeg havde dog aldrig turdet svare tilbage på en besked eller turdet stille et spørgsmål til nogen –  selvom jeg var helt anonym. Det her førte til, at jeg i høj grad fik lyst til at indgå i en samtale, som den man nu har på en datingside.

Portrætbilledet skulle gøres til virkelighed. Det indså jeg ret hurtigt, når det nu havde denne effekt på mig selv og andre.

Det første jeg gik i gang med, var at træne min krop. Jeg håbede på, at kunne passe mit dametøj bedre. På den måde kunne jeg leve op til profilbilledet. Motivationen var dermed ikke, at jeg skulle passe på min krop.

På det her tidspunkt midt i julen 2014 toppede de mørke kræfters magt i mit privatliv. I mine samtaler på datingsiden begyndte der at ske noget interessant. En smule ægte kærlighed sneg sig ind imellem linjerne. Det gik begge veje. Normalt handlede det kun – om den naturlige nysgerrighed – mange har omkring en person, der har udfordringer med sit fra fødslen tildelte køn. Det var lidt grænseoverskridende. Det var også utænkeligt, at gøre alvor af det.

Natten til d. 6 Januar 2015: Mit livs nat.

Denne nat fik kroppen nok. En masse blev pludseligt fremlagt i mit hoved. Det var alle beviserne for, at jeg skulle være en kvinde – og ikke blot et intetkøn. Det gik konstant igennem mit hoved – flere gange. Jeg kunne forgæves forsøge at falde i søvn.

Her er beviserne forsøgt listet:

  • En nær ven var ved at dø af kræft på samme tid. Jeg tænkte, at jeg også ville dø af det ved at lade det her konstant optage mine tanker. Jeg havde hørt at ulykkelige mennesker havde en større risiko for at få kræft.
  • Jeg havde jo hele livet eksperimenteret med dametøj. Så det var jo langtfra noget nyt.
  • Jeg havde jo i puberteten følt det virkeligt tæt inde på kroppen.
  • Jeg havde jo oplevet følelsen af ægte kærlighed igennem min datingannonce, og det var jo noget, jeg havde søgt hele livet. Jeg var jo 36 år og kunne reelt ikke forstå, hvordan mange af mine mest umulige og mest mobbede skolekammerater m.m. alligevel havde formået af finde lykken og skabe sig en familie.

På samme tid begyndte jeg at se syner. Jeg forestillede mig i en kvindekrop liggende med hænderne hvilende trygt på brystet af en mandeskikkelse. Dette var nok det sidste bevis, der fik mig til at bryde fuldstændigt sammen i gråd. Jeg skiftevis tudede og krammede mig til denne mandeskikkelse. I starten tror jeg, at jeg var ulykkelig. Jeg blev nødt til at fortælle om mit liv til nogen, og var bange for at miste dem på samme tid. Det var det jeg frygtede. Det udviklede sig vist til det modsatte – i løbet af natten. Det er dog svært at beskrive, men jeg kunne også se lykken skinne på den anden side. Jeg var sikker på, at jeg var nærmest vanvittig – på det her tidspunkt. De her syner var et godt bevis på det. Jeg var bange for, hvad jeg ville gøre ved mig selv, hvis jeg fortrængte tankerne. De var jo så store

Heldigvis, har jeg lært, at man altid skal lytte til sin krop. Kl. 5 stod jeg op. Jeg var her fast besluttet på,  at nogen skulle have det at vide. Det lyder som en rationel beslutning. Reelt var det dog alt andet end det. Kroppen styrede selv det show. Jeg vidste ikke konkret, hvordan jeg skulle fortælle det til andre. Det læste jeg mig til i en hast på Internettet. Det var ikke noget, jeg før havde tænkt over. Det var jo først nu, at jeg havde behovet for at forklare, at jeg ”måske” var en kvinde. 

Min plan endte med at jeg ville fortælle det til min chef. Hun var en jeg reelt kunne tåle at miste. Hun var også en, som jeg vidste ville være meget lydhør. Dernæst skulle der så gå nogle dage, før jeg fortalte det til min familie. Nok længest skulle der gå, før jeg fortalte min mor det. Det var hende, jeg mest frygtede at miste.

Jeg skrev også ned, hvad jeg ville sige. Det havde jeg læst, var en god idé at gøre. Det blev til to A4-sider.

D. 6 januar 2015 om dagen: D-dag

Kl. 7 kørte jeg på arbejde. Jeg gik lynhurtigt ind til min chef Lone og sagde, med uro i stemmen, at vi skulle have et møde nu og her.

Mødet, og resten af formiddagen, gik over alt forventning. Her nåede jeg at fortælle alle mine kollegaer historien. Jeg har i den forbindelse meget at takke mine daværende kollegaer for: Lone, Martin, May, Heidi og Randi. De var en uundværlig støtte – også på det tidspunkt. At de senere blev nødt til at opsige mig kan ikke modregne dette.

infoserv

Historien jeg fortalte til dem, var så uovervejet, som man kunne forvente.  Den blev jo skrevet på meget kort tid, imens mit hoved var i en lidt spændende tilstand. Den var slet ikke så detaljeret, som nu her godt et halvt år efter. I dag fylder den jo 18 A4 sider i sin fulde form.  Der var en del der skulle korrigeres med det samme og de efterfølgende dage.

Snak med Lone hvis du vil vide hvordan min sindstilstand så ud, da jeg startede med at fortælle historien. I mine egne øjne var jeg helt ude af den til at starte med. Jeg rystede, stammede ordene ud og græd en smule. Lone har dog de her magiske evner til at kunne føre en tryg samtale, som jeg ville ønske enhver chef havde. Men der gik nok alligevel et godt stykke tid, før jeg var nogenlunde nede på jorden. På det tidspunkt kunne jeg fornemme, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. Det blev slet ikke så svært, som jeg på forhånd havde forestillet mig.

Planen, med at vente med at fortælle min mor, blev derfor også drastisk ændret. Jeg kørte lige hjem til hende og fortalte det. Hun tog det nogenlunde pænt. I første omgang var min historie nok lidt uklar, på nogle områder. Det fik hende nok til at se lidt for let på det i starten. Da jeg fik korrigeret min historie, blev det hele lige pludseligt meget mere kompliceret for hende. Den slags tager lang tid at forstå og tilmed at acceptere for en mor. I dag går det da også meget bedre.

Efter jeg havde fortalt hende historien, gik jeg hjem og lagde mig på sofaen. Jeg var træt i hovedet. Her fik jeg mig en på opleveren. Jeg ved reelt ikke hvad der skete. Men igen så jeg syner om en masse underligt og lå og rystede over hele kroppen. Jeg kan kun beskrive det, som jeg var i en form for choktilstand. Var det her ikke et for hårdt liv at leve? Det tænkte jeg, imens jeg lå der. Men som et par gange før, ifb. med det her, fandt jeg en uvurderlig styrke i det at være et forbillede for min nevø og min niece. Dem ønskede jeg ikke at miste, eller at de skulle miste mig. Det var nok, at de på det tidspunkt var på vej til at miste deres onkel Christian til kræft. Denne choktilstand var sikkert et resultat af den meget hurtige proces. Der var gået for kort tid fra jeg fik problemer med at falde i søvn om natten, til at jeg havde fortalt min mor historien. Mit hoved kunne simpelthen ikke følge med.

Depression

De efterfølgende uger begyndte jeg hurtigt at få en masse symptomer f.eks. søvnløshed og mangel på appetit. Jeg mistede også lysten til at side foran computeren. Jeg gik til min læge og fortalte min historie, og der kom vi så frem til, at jeg nok havde en mild depression. Derefter blev jeg så hurtigt sygemeldt fra mit arbejde.

Igennem Infoserv(min daværende arbejdsgiver) fik jeg hurtigt adgang til en psykolog. Vedkommende fik  jeg tid ved en uge senere. Med hende skulle jeg arbejde på at komme ud af depressionen.

Forud for det havde jeg dog snakket min historie igennem med hele min nærmeste familie og nok mest min tante, som jeg bor ved siden af. Jeg tror vi en aften snakkede 4 timer i stræk over ca. 1 glas rødvin :-). Hun nærmede sig på det tidspunkt 80. Men hendes sind befandt sig i en helt anden alder.

Da jeg ankom til psykologen, var det nok en form sag for hende, at gøre det hun skulle gøre. For hun sagde, at jeg virkede fuldstændig afklaret. Hun var ret begejstret, over den måde jeg havde håndteret det hele på. Faktisk mente hun ikke rigtig, at jeg havde behov for at komme igen. Jeg insisterede dog på at se hende igen. Jeg vidste, at alle andre ville være skeptiske, hvis jeg kun så hende én gang. Anden gang hos hende gik det meget hurtigt. Der gik ikke længe, før hun hævede stemmen, og talte alvorligt til mig. Jeg havde ikke andre problemer, end dem som andre forsøgte at lægge over på mig. Det forsøgte hun –  nogenlunde – forgæves at forklare mig.  På vej hjem i bilen forstod jeg, hvad hun havde sagt. Et par uger efter var symptomerne fra depressionen da også væk. At jeg var så afklaret inde hos psykologen, skyldes ALLE de andre psykologer jeg havde omkring mig. Kollegaer, familie og nabo var allesammen med til at få mit puslespil helt på plads. De mange timers samtale med dem havde været dyre, hvis de i stedet skulle have foregået hos en psykolog.

Tøjlerne slippes: Ansigt til ansigt med lykken

Jeg er overbevist om, at fra det øjeblik jeg fik overleveret min historie første gang d. 6. januar til min chef, der sendte jeg ubevist et signal til min krop. Den fik besked på, at nu må vi godt give slip fra tøjlerne. De tøjler der holdte kvinden indeni noget så hårdt tilbage. De blev så blevet sluppet lidt løbende, men reelt ikke i en hastighed jeg havde kontrol over. Nogle dage kunne jeg f.eks. ikke få noget bestemt tøj til at fungere med min krop, og dage senere fungerede det lige pludseligt, uden at jeg helt kunne forklare hvorfor. En del kunne selvfølgelig forklares med mit vægttab. Jeg tror dog også meget af det var psykisk.

Ca. en uge efter d. 6. januar begyndte jeg reelt at have overskud til at tage fat på den reelle udfordring, jeg havde kastet mig ud i: At blive og leve som en kvinde. Men faktisk startede en del af det med det samme. Jeg havde jo holdt fast i min daglige træning hele vejen igennem fra december – og igennem min depression – og til nu. Den tog bare en helt særlig drejning efter d. 6. januar. Før jul havde jeg købt sorte capri træningstights fra Nike og en sort Nike t-shirt med et lille lyserødt logo på brystet. Selvfølgelig til damer – og det passede heldigvis perfekt. I løbet af December bekymrede jeg mig mindre og mindre, om persiennerne var trukket for. Det var på trods af det her ikke særligt mandelige outfit, jeg trænede i. Det kan man kalde lidt et forsøg på at blive opdaget – eller et råb om hjælp. Træningen bar nok følelsesmæssigt lidt præg af, at den var mere tvungen, end den var motiverende og skabte glæde. Den glæde(endorfiner) andre føler ved at dyrke sport, havde jeg bare ikke rigtig. MEN om aftenen d. 6. januar skete det særlige. Jeg motionerede som jeg plejede til konsolspillet ”EA Sports Active 2 for WII”. I spillet var der en masse underlægningsmusik til alle øvelserne, som jeg indtil da ikke rigtigt havde lagt mærke til. Men pludselig begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan jeg kunne bruge mine ben, fødder og bagdel til at bevæge mig til musikken – ja – danse på den feminine måde(som jeg selv så det). Da jeg den aften var færdig med min træning og smed mig på gulvet, oplevede jeg for første gang lykken ramme mig lige i ansigtet. Jeg lagde mig på ryggen som en sprællekvinde :-), og tårerne trillede ned af mig pga. en ustyrlig glæde. Den oplevelse med min krop var simpelthen så fantastisk, at jeg blev så lykkelig. Siden det øjeblik, har jeg ofte dagligt denne oplevelse(tårer der triller), som gang på gang bekræfter mig i, at lykken er på vej i min retning, med større og større kraft. Jeg har dog også hørt, at depressioner kan gøre en hypersensitiv i den efterfølgende periode. Men lad os nu se. Indtil videre fortsætter det – og for mig er det mere end blot efterskælv fra en depression.