Jeg er overbevist om, at fra det øjeblik jeg fik overleveret min historie første gang d. 6. januar til min chef, der sendte jeg ubevist et signal til min krop. Den fik besked på, at nu må vi godt give slip fra tøjlerne. De tøjler der holdte kvinden indeni noget så hårdt tilbage. De blev så blevet sluppet lidt løbende, men reelt ikke i en hastighed jeg havde kontrol over. Nogle dage kunne jeg f.eks. ikke få noget bestemt tøj til at fungere med min krop, og dage senere fungerede det lige pludseligt, uden at jeg helt kunne forklare hvorfor. En del kunne selvfølgelig forklares med mit vægttab. Jeg tror dog også meget af det var psykisk.
Ca. en uge efter d. 6. januar begyndte jeg reelt at have overskud til at tage fat på den reelle udfordring, jeg havde kastet mig ud i: At blive og leve som en kvinde. Men faktisk startede en del af det med det samme. Jeg havde jo holdt fast i min daglige træning hele vejen igennem fra december – og igennem min depression – og til nu. Den tog bare en helt særlig drejning efter d. 6. januar. Før jul havde jeg købt sorte capri træningstights fra Nike og en sort Nike t-shirt med et lille lyserødt logo på brystet. Selvfølgelig til damer – og det passede heldigvis perfekt. I løbet af December bekymrede jeg mig mindre og mindre, om persiennerne var trukket for. Det var på trods af det her ikke særligt mandelige outfit, jeg trænede i. Det kan man kalde lidt et forsøg på at blive opdaget – eller et råb om hjælp. Træningen bar nok følelsesmæssigt lidt præg af, at den var mere tvungen, end den var motiverende og skabte glæde. Den glæde(endorfiner) andre føler ved at dyrke sport, havde jeg bare ikke rigtig. MEN om aftenen d. 6. januar skete det særlige. Jeg motionerede som jeg plejede til konsolspillet ”EA Sports Active 2 for WII”. I spillet var der en masse underlægningsmusik til alle øvelserne, som jeg indtil da ikke rigtigt havde lagt mærke til. Men pludselig begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan jeg kunne bruge mine ben, fødder og bagdel til at bevæge mig til musikken – ja – danse på den feminine måde(som jeg selv så det). Da jeg den aften var færdig med min træning og smed mig på gulvet, oplevede jeg for første gang lykken ramme mig lige i ansigtet. Jeg lagde mig på ryggen som en sprællekvinde :-), og tårerne trillede ned af mig pga. en ustyrlig glæde. Den oplevelse med min krop var simpelthen så fantastisk, at jeg blev så lykkelig. Siden det øjeblik, har jeg ofte dagligt denne oplevelse(tårer der triller), som gang på gang bekræfter mig i, at lykken er på vej i min retning, med større og større kraft. Jeg har dog også hørt, at depressioner kan gøre en hypersensitiv i den efterfølgende periode. Men lad os nu se. Indtil videre fortsætter det – og for mig er det mere end blot efterskælv fra en depression.