Livet med det igennem årene

At min kønsidentitet skulle være en kvindes – blev, siden jeg afsluttede puberteten, overladt til at være en fantasi. Jeg identificerede mig ikke med at være en kvinde, som jeg gør i dag, men med at være noget midt imellem: Et intetkøn. Noget som dog konstant var på vej i en uroligt skiftende retning. Det var noget, jeg skulle eksperimentere med resten af mit liv, uden at mine nærmeste kendte til det. Jeg kunne dog ikke se mig selv nå endestationen i nogle af retningerne. Der var for langt til begge ender. Faktisk følte jeg, at jeg var en fejl, og havde svært ved at se mig selv få børn. Jeg var bange for, at en af dem blev ligesom mig. Det var en konklusion, jeg ret hurtigt kom frem til efter min pubertet.

Det var en hård konklusion, som tvang mig ud i en krig imellem mit indre. Kærlighedslivet gik ret hurtigt ned med flaget. Arbejdsliv, familieliv og privatliv kæmpede en kamp imellem hinanden hver dag i mange år. Succes i arbejdsliv og familieliv fik mig til at holde problemerne i privatlivet nede. Men de stærkeste kræfter lå i sidste ende i mit privatliv. Jeg kunne nok så meget planlægge mit arbejde og familieliv. Disse planer blev altid ødelagt. Min fokus var et andet sted, som nemt – pludselig, kunne tage en ordentlig bid af min tid. År for år var det privatlivet der blev stærkere og stærkere.

Løbende gjorde den teknologiske udvikling, at jeg fik nemmere til at gøre fantasien i privatlivet til virkelighed. Jeg kunne dog først – helt i skjul – eksperimentere med at afprøve dametøj, da pakkeboksen blev lanceret af Postdanmark. Det skete ret sent i mit liv. Dette gjorde selvfølgelig bare de mørke kræfter i mit privatliv meget stærkere. I øvrigt var det som regel mest omkring jul, at jeg eksperimenterede. Det var her, at man kunne skjule sine tøjindkøb lidt. Det var også her jeg følte mig mest ensom. Jeg håbede at komme videre i livet, hvis det her lykkedes.

Hvert år var eksperimenterne skuffende. Jeg havde virkeligt svært ved at se mig selv i kvindetøj. Stort set alt det købte tøj blev derfor kun afprøvet i få minutter. Derfor gik der som regel mange måneder imellem, at jeg købte tøj. Som regel gik der ½ til et helt år. Jeg frygtede jo at blive skuffet igen. Alligevel blev jeg desperat ved. Hvert år var jeg godt drevet af bl.a. den her ensomhed, som jeg ind imellem følte.

Mit liv stod og faldt mere og mere med, om jeg kunne formå at gøre fantasien til virkelighed.

Jeg tog mig dertil mindre og mindre af min krop. Det gjorde det ikke nemmere. Mit overforbrug af Coca Cola var et meget godt billede på dette. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over, ofte, at drikke 3 liter om dagen. Jævnligt tænkte jeg, at jeg nok ville dø af det en dag. Reelt opgav jeg dog at kæmpe for livet. Så i princippet gjorde jeg stille og roligt selvmord. Som sagt tidligere, mente jeg jo også, at jeg var en fejl.

Kommenter på dette indlæg

Comments are closed