Depression

De efterfølgende uger begyndte jeg hurtigt at få en masse symptomer f.eks. søvnløshed og mangel på appetit. Jeg mistede også lysten til at side foran computeren. Jeg gik til min læge og fortalte min historie, og der kom vi så frem til, at jeg nok havde en mild depression. Derefter blev jeg så hurtigt sygemeldt fra mit arbejde.

Igennem Infoserv(min daværende arbejdsgiver) fik jeg hurtigt adgang til en psykolog. Vedkommende fik  jeg tid ved en uge senere. Med hende skulle jeg arbejde på at komme ud af depressionen.

Forud for det havde jeg dog snakket min historie igennem med hele min nærmeste familie og nok mest min tante, som jeg bor ved siden af. Jeg tror vi en aften snakkede 4 timer i stræk over ca. 1 glas rødvin :-). Hun nærmede sig på det tidspunkt 80. Men hendes sind befandt sig i en helt anden alder.

Da jeg ankom til psykologen, var det nok en form sag for hende, at gøre det hun skulle gøre. For hun sagde, at jeg virkede fuldstændig afklaret. Hun var ret begejstret, over den måde jeg havde håndteret det hele på. Faktisk mente hun ikke rigtig, at jeg havde behov for at komme igen. Jeg insisterede dog på at se hende igen. Jeg vidste, at alle andre ville være skeptiske, hvis jeg kun så hende én gang. Anden gang hos hende gik det meget hurtigt. Der gik ikke længe, før hun hævede stemmen, og talte alvorligt til mig. Jeg havde ikke andre problemer, end dem som andre forsøgte at lægge over på mig. Det forsøgte hun –  nogenlunde – forgæves at forklare mig.  På vej hjem i bilen forstod jeg, hvad hun havde sagt. Et par uger efter var symptomerne fra depressionen da også væk. At jeg var så afklaret inde hos psykologen, skyldes ALLE de andre psykologer jeg havde omkring mig. Kollegaer, familie og nabo var allesammen med til at få mit puslespil helt på plads. De mange timers samtale med dem havde været dyre, hvis de i stedet skulle have foregået hos en psykolog.

Kommenter på dette indlæg

Comments are closed