Jeg har selvfølgelig altid været en pige. Indtil puberteten var jeg dog slet ikke bevidst om, at jeg var noget særligt. Der er umiddelbart heller ingen i familien der har bemærket noget anderledes ved mig, som på det tidspunkt kunne lede i retning af, at jeg var en pige.
Konklusionen på min barndom må være, at ens rigtige kønsidentitet kan lægge for dybt begravet. Uden den rette stimulation risikerer man, at det ikke kommer frem. Det sker sandsynligvis fordi barnet er på et tidspunkt i livet, hvor vedkommende ikke selv er i stand til at kommunikere det ud. Det er et godt spørgsmål hvad den rette stimulation ville havde været. Jeg tror ikke nogen vidste det dengang, og der skulle nok meget til i mit tilfælde.
Jeg bliver hele tiden klogere på min situation. Så en dag håber jeg da også at sidde inde med den viden, der kunne havde hjulpet mig og mine forældre til at undgå at mit forløb forgik på den her måde.