I mens jeg tog mig af kvinden i mig selv, begyndte jeg så småt at kæmpe imod manden i mig selv.
Ret tidligt, begyndte jeg helt at miste fornemmelsen af en mand, når jeg kiggede ned af mig selv i noget så simpelt som et par sorte leggings og en simpel hvid tanktop. Jeg kunne stadig se manden i spejlet, men det billede blev også mere og mere kvindeligt på nær de åbenlyse ting: Det imellem benene, de manglende hofter og de manglende bryster. Jeg havde også nemmere og nemmere ved at spejle mig i andre kvinder, hvilket konstant bekræftede mig i, at jeg reelt var ligesom dem på mange punkter.
Der var en ting, som jeg følte, i høj grad, var begyndt at modarbejde udviklingen hen imod at leve som kvinde. De fleste mænd har jo en naturlig sexlyst. Denne forsøgte jeg så at lukke ned for hårdt og brutalt. Det var nemmere sagt end gjort, fordi både mænd og kvinder har jo en sexlyst. Jeg følte, at alt det der fulgte med sexlysten var en mandelig hormonindsprøjtning uden lige som var distraherende, og blot holdt en hen og væk fra det vigtige i livet. Efter et par uger lykkedes det dog at lukke helt ned. Nu gik der virkeligt en kvinde op i mig. Det var også her jeg så små begyndte at tænke seriøst på kønsskifteoperationen.
Dette betød også, at jeg kappede alle båndene til hele det online dating liv, jeg havde haft indtil videre.
Siden da begyndte jeg at overveje et nyt navn. Jeg havde fået et i tankerne: Maya Kathrine Andersen. Jeg havde egentligt forestillet mig at gå lidt systematisk til værks, når jeg skulle vælge det. Min familie og venner skulle f.eks. være med til at bestemme. Men følelserne for navnet her vandt over systematikken. Jeg følte, at der var noget energi i navnet, som jeg kunne forholde mig til. ”Kathrine Andersen” var i øvrigt navnet på en chokoladeproducent. Dette havde jeg i første omgang ikke tænkt på. Jeg så det som et ekstra tegn på, at jeg havde valgt det rigtige navn. Jeg, og stort set alle kvinder, har jo et særligt forhold til chokolade 🙂 ”Maya” forbandt jeg med Maya-indianerne som bad til solguderne. Dette hang fint sammen med, at jeg var begyndt at gå i gult og var begyndt, at elske at bevæge mig ud i solen. ”Kathrine” valgte jeg som et bindeled imellem mit eget traditionelle familieefternavn ”Andersen” og så det lidt mere utraditionelle ”Maya”.
I mens jeg skriver det her, ser jeg jo ud som Martin i ansigtet. Så min besked til dem der møder mig, og som kender min historie, er, at de skal kalde mig det de ser. Ligner jeg en Maya, så kalder de mig Maya. Ganske enkelt!